Bisse og Marc Facchini

Musik i Gården 2026

Glæd dig til at opleve Bisse og Marc Facchini

Musik i Gården kan i år fejre 5-års jubilæum – og samtidig markere, at vi nu er en forening som står bag de hyggelige gårdkoncerter.

Derfor er det en stor glæde, at kunne byde velkommen til to nye fantastiske kunstnere, som på hver sin måde vil fylde gården med musik, poesi og personlighed. Glæd jer til at opleve Bisse og Marc Facchini!
Læs om de to kunstnere længere nede på siden.

Vi glæder os til at se jer til fantastiske koncerter lørdag den 8. august 2026 kl. 14.00. Køb billet nu og husk, at du kan spare lidt på billetten ved at melde dig ind i foreningen.

Koncerter i hyggelige rammer
Har du ikke tidligere oplevet Musik i Gården, så kan du se frem til en eftermiddag og aften på den hyggelige gård på i Nørre Alslev. Her har vi siden 2022 skabt intime og nærværende gårdkoncerter under åben himmel. Et enkelt og hyggeligt setup med god lyd, siddepladser til alle og en lille bar med lokal fadøl, vin, vand og smil.

Musik i Gården er et offentligt arrangement drevet af en frivillig forening. Du er meget velkommen til at invitere gode venner med. Nyd sommeren og vi glæder os til at se dig.

Program

14.00   Dørene åbner og baren er åben
16.00   Marc Facchini
17.30   Spisning (forudbestilt / medbragt)
18.00   Kaffe og kage (gratis)
19.00   Bisse
21.00   Playliste og baren er åben

Mad

Vi kan i år tilbyde en varm og lækker gryderet med salat.
Økologiske grøntsager og glutenfrit.
Retten kan bestilles med kylling (Bedre Dyrevelfærd-mærkningen) og i en vegetarisk udgave.
Prisen er kr. 130,- pr. person.

Klik her for at købe.

Huskeliste

  • Tjek vejret – udendørs arrangement
  • Bestik og service til maden
  • Egen picnickurv hvis du ikke har bestilt mad
  • Kop til te/kaffe
  • Tæppe til sidde på
  • Man er velkommen til at medbringe egen stol

Praktisk

Adresse
Gåbensevej 19, 4840 Nørre Alslev

Velkommen
Dørene åbnes kl. 14.00. Vi glæder os til at se dig fra kl. 14 – ikke tidligere, da vi er i gang med at gøre klar. Vil du kigge på keramik, er der mulighed for det kl. 14.00 – 16.00.

Med tog
Det tager ca. 15 min at gå til Nørre Alslev station, hvis du kommer med toget.

Parkering
Kommer du i bil, bedes du parkere ved kirken eller biblioteket i Nørre Alslev. Vores indkørsel er forbeholdt musikere og hjælpere.

Tjek vejrudsigten
Som de tidligere år, foregår arrangementet i gården og haven. Husk derfor tøj, der passer til vejret.

Bar og betaling (MobilePay)
Baren åbner kl. 14.00. Vi foretrækker betaling med MobilePay.

Siddepladser
Der er opsat træklapstole og bænke til begge koncerter. Du er også velkommen til at medbringe egne festivalstole eller tæpper – husk blot at tage dem med hjem igen.

Plader og merch
Efter hver koncert er der salg og signering af plader mm.

Mad og spisning (husk bestik og service)
Der er spisning mellem de to koncerter kl 17.30 – 19.00. Spisning foregår i gården og i haven, hvor der er bord-bænkesæt og stole. Medbring evt. et tæppe at sidde på.

Har du købt madbillet, bedes du huske service og bestik. Maden serveres i gården og serveringen sker ud fra navn, på den der har købt. Husk derfor at oplyse korrekt navn ved servering. Der kan ikke købes ekstra madbilletter på dagen.

Kaffe/kage (husk kaffekop)
Efter spisning er der gratis kaffe og kage. Husk en kaffekop.

After party
Efter koncerterne er der musik på anlægget og baren er åben.

Overnatning
Har I brug for overnatning, er I velkomne til at slå telt op i haven efter aftale med os.

Hunde
Arrangementet er desværre ikke åbent for hunde, undtagen Theo som bor på gården.

Foto
Der vil blive taget billeder under arrangementet og brugt på sociale medier. Ønsker man ikke at være med på billeder, beder vi om at man skriver tilbage til os.

Spørgeskema
Efter arrangementet udsender vi et spørgeskema som vi håber du vil besvare. Det hjælper os til at gøre det bedste næste år.


Musik i Gården præsenterer:

Bisse

Bisses ‘Familiealbummet’ er en magtdemonstration med hvide flag.

Bisse er blevet kaldt en af dansk musiks ægte originaler, og vi glæder os til opleve det stemningsfyldte og lyriske univers, som er så svært at sætte i bås – og går lige i hjertet. Soloalbummet “Familiealbummet” udkom i efteråret 2025 og har fået rosende ord med på vejen.

Fredag d. 28. november 2025 udgav Bisse “Familiealbummet”, som er det første i mere end to år fra hans hånd. Med sit nye orkester – bestående af Ida Urd, Nicholas Kingo, Anders Pedersen og Rune Lohse – drog han op til Silence studiet i svenske Värmland for at lytte til stilheden og musikken. På ti solrige forårsdage indspillede de albummet sammen med Jens Benz. Albummets omslag prydes af et portræt af studiets indehaver Anders Lind – og hans kat Simone.

Bisse fortæller: “Det er et selvhjælpsalbum. Om at prøve at finde hjem til sig selv, og finde fred. Det handler ikke om min egen familie, men snarere om hele den store menneskefamilie. Derfor gav det også mening at Anders kom på coveret. Jeg følte et sært slægtskab med den gamle gubbe – som om det var mig selv som ældre jeg så. Han sagde til mig: ‘Man skal ikke tænke på identiteter. Man skal lytte til musikken.’ Det er også det albummet handler om: at slippe fortiden, glemme fremtiden, og i stedet lytte til det der er. Musik. Sang. Liv.”

Marc Facchini

“Hypnotisk uskyldsrent. Fremragende kompositorisk udført. Vidunderligt drømmende og Kodak-momentarisk. […] Uden Titel er et fremragende 90’er-uskyldsværk til vores psykopat-aktive nutid.”

Sådan skriver GAFFA’s anmelder Adam Bouttai om Marc Facchini’s seneste soloalbum. Den dansk/italienske sangskriver, bosat i København, opvokset på en teaterskole i Bakkebølle, og med en slægt bestående af alt fra håndværkere og læger til skuespillere og svindlere, bruger sin baggrund og sine omgivelser, til at skrive sange der kræver fordybelse. Sange om krop, finanser, forvandling, filosofi, religion, seksualtiet, spiritualitet og død.

I starten af 2010’erne var Marc Facchini frontmand i det KarriereKanon-vindende rockband Mescalin Baby, og senere i det genrebrydende artpop-projekt Mother Lewinsky. Siden 2015 har han med sine dansksprogede neo-folk-sange fortryllet publikum på alt fra store festivalscener til tætpakkede dagligstuer. Nu er Marc Facchini aktuel med sit sjette soloalbum, Uden Titel, der igen bringer den anmelderroste sangskriver rundt i hele landet. Det er en særligt intim og gribende liveoplevelse, du ikke vil gå glip af.

Sæt kryds lørdag den 8. august 2026

Musik i Gården 2022

Tue West · Mads Mouritz

Musik i Gården 2023

Rasmus Nøhr Band · Vinterbarn · JAO

Musik i Gården 2024

Hymns from Nineveh (solo) · Mellemblond (solo)

Musik i Gården 2025

Mouritz & Funch · Fenja (solo)

Tilmeld Musik i Gården Nyhedsbrev

Følg Musik i Gården på Instagram

Foreningen Musik i Gården

Gåbensevej 19
4840 Nørre Alslev

kontakt@musikigaarden.dk

Cvr.nr.: 45619486